Menu

Skuffelsen på Tipsvænget

image
17. september 2021 kl. 15:00

Ærgerligt nederlag i Svendborg

 

Efter en jævnbyrdig indledning på opgøret får vi tilkendt straffe efter en god halv times spil. Benjamin i dybden efter fin aflevering fra Mark, som han akkurat når at prikke forbi keeperen, der efterfølgende nedlægger Benjamin. Straffe. Benjamin, der i dagens anledning spillede, en uventet og overraskende for mange plads, på venstrekanten i Frederik Hansens fravær. Tubæk eksekverede usikkert, men ind kom den. Svendborgs keeper så gult i ovenstående situation, og valgte så at sparke til noget materiel på bænken, hvilket dommeren takserede til et ekstra gult og i bad. En time tilbage og en mand i overtal. På papiret en gunstig position, skulle man mene, men ikke for os. Først udnyttede Svendborg en omstilling i slutningen af første halvleg til at udligne, og trods massivt pres, stolpe, overlægger, brændte chancer og i en periode 11 mod 8 ville bolden ikke ind. Og så alligevel - det ville den - men i den forkerte ende. Chok må være ordet, der bedst beskriver tilstanden kort efter slutfløjt. Ene mand formår Svendborg fra venstresiden at score det afgørende mål til 2-1. Tipsvænget i ekstase, mens vi forsøgte at begrave hovederne i den sydfynske muld. Skuffelse, øv.

 

Så kom lørdagskampen - endelig!

 

Det går op og ned i showbiz, og skuffelser og ærgerlige nederlag er en del af fodbolden. Nederlagene er vel netop det, der gør, at sejrene betyder endnu mere?
Under alle omstændigheder går det igen løs lørdag. Ja, du læste rigtigt. Lørdag. Det kan mærkes rundt omkring i truppen, at folk har ventet længe på, at vi nu skal spille på en lørdag. Det er bare sjovere, at fodboldkampe spilles midt i weekenden, så vi alle kan benytte søndagen til at lade batterierne op til den kommende uge. Modstanderen er Dalum IF. Dalumholdet, som vi skal møde, er klubbens 2. hold, da 1. holdet huserer i den nye 3. division. Ikke desto mindre har de fået en hæderlig start på turneringen med 7 point for 5 kampe. Så det er bestemt ikke givet, at det bliver en nem affære på lørdag. Vi vil gøre alt for at glemme nederlaget i søndags og rette ind på kursen, så vi kan fastholde kontakten til Kerteminde og Svendborg/Oure i toppen.
Så der skal lyde en kæmpe opfordring til at kigge forbi Nordfyns Bank Arena på lørdag kl. 13.00, hvor vi forhåbentlig kan genfinde de rigtige takter. Lotte og co. vil som altid stå klar med kolde drikke og lune pølser. DMI melder 15 grader og en usædvanlig rolig dag på blæsevejrsfronten.
Vi håber og glæder os til at se jer!

Vel mødt
Jonas Wind

Luk