Menu

Ansættelse af ny cheftræner i OB & IK

image
24. juni 2021 kl. 23:14

Ansættelse af ny cheftræner i OB & IK

OB & IK har ansat Kevin Nielsen som ny cheftræner med virkning fra den 1.7. 2021 på en 2 årig aftale. Vi stod pludselig i den situation, at vi skulle finde en ny træner på grund af, at vores cheftræner Anders Nielsen fik et spændende job som assistenttræner i Royal Antwerp.

Vores sportslige koordinator Knud Sørensen har haft samtaler med flere kvalificerede trænere. Vi har søgt efter en træner, som har vist resultater, og som er god i omgangen med spillerne. I OB & IK lægger vi vægt på at have en træner, som ser hele klubben, ikke kun vores 1. seniorhold. Det har vi haft i trænere som senest Anders Nielsen og tidligere Chris Margaard.

Knud Sørensen udtaler: ”Vi mener, at have fundet denne træner i Kevin Nielsen. Kevin har vist gode resultater med senest Kerteminde, som han har ført frem til toppen af Fynsserien. Vi er sikker på, at Kevin også vil være god i omgangen med vores spillere”.

Efter flere år i danmarksserien blev det desværre til en nedrykning til fynsserien. Tiden er nu kommet til at genopbygge truppen til igen at blive en fast del af danmarksserien. ”Vi mener, at Kevin er den rette til at forestå denne genopbygning af truppen, udtaler Knud Sørensen”.

Kevin Nielsen har mere end 10 års trænererfaring. Han har været 4½ år i Marienlyst, hvor han trænede sammen med Anders Nielsen. Senest 6 år i Kerteminde Boldklub, hvor det i den netop afsluttede sæson sluttede med en 2. plads i Albaniserien.

Kevin Nielsen udtaler: ”Jeg har været rigtig glad for min tid i Kerteminde. Jeg har fået lov til at arbejde med en flok unge mennesker, der hele tiden har arbejdet hårdt for at udvikle sig, både på det personlige plan og som fodboldspillere. KB er en super god klub, der er på vej frem med sunde ambitioner for både ungdom- og seniorfodbold.”

”Efter 6 år i samme klub er det nu tiden at prøve noget nyt. Jeg har sagt ja til trænerjobbet i OB & IK, da jeg føler, klubben er et godt match til de udfordringer, jeg søger, udtaler Kevin Nielsen”.

”Det bliver nu min opgave at arbejde videre med de idéer, som jeg er blevet præsenteret for af OB & IK sammen med hele trænerstaben og ikke mindst spillerne. Efter en lidt svær sæson i Danmarksserien bliver opgaven at få ny positiv energi og fornyet selvtillid ind i spillerne”.

Sportslig koordinator Knud Sørensen, tlf 22 88 36 17 , email: knud.birgit@oncable.dk